RETFÆRDIGHED FRA GRUNDEN

Ejnar pedersen, marts 2001

Det sidste Sokrates sagde, inden skarntydegiften dræbte ham, var: "Vi skylder Æskulab for en hane. Betal ham den - glem det ikke"!

År 2001 var det netop 2400 år siden, at dette skete, og episoden viser, at man allerede dengang forstod, at fundamentet for et sundt samfund er, at man holder sine løfter og betaler sin skyld og gør den skade god, som man har forvoldt.

Dette er den såkaldte retsmoral, og heldigvis er det i dag den, der gælder mellem alle hæderlige mennesker. Instinktivt definerer vi retfærdighed som ligeligt vederlag for skyld. Vægten skal balancere!

Een betingelse skal dog absolut være opfyldt: man skal ikke bare juridisk eje, men også moralsk/etisk kunne eje det, man skylder væk, og det, man betaler sin skyld med!

- Det er i opfyldelsen af dette krav, at menneskeheden har trådt forkert, lige siden vi blev bofaste og begyndte at beslaglægge jorden stykke for stykke, samt udnytte dens ressourcer.

Der knytter sig nemlig ikke nogen personlig indsats til selve eksistensen af jorden og dens ressourcer, og den/de kan derfor ikke underlægges et personligt skyldsbegreb - lige så lidt som lyset, luften og vandene. Det ikke-menneskeskabte naturgrundlag kan ingen bestemt person med rette gøre krav på - og det, ingen kan eje, har alle ligeret til!

Vi står her ved selve ejendomsrettens udspring, og der er altså tale om to slags ejendomsret, baseret på hver sit retsbegreb: fælleseje baseret på ligeretten, og særeje baseret på vederlagsretten.

Den politiske opgave er at få den retsmoral, der således instinktivt gælder borgerne imellem, til også at gælde mellem borgerne og samfundet. Forudsætningen for, at dette kan ske, er, at ligeretten til fællesejet respekteres, for bliver den ikke det, vil monopolismen opstå - og det vederlagsbaserede særeje umuliggøres!

Værdien af det naturgivne produktionsgrundlag, jorden og dens ressourcer skal derfor som fælleseje overføres til samfundet til fordeling efter ligerettens principper, og udbyttet af de menneskeskabte produktionsmidler, arbejdet og produktionskapitalen, skal som særeje overføres til de enkelte borgere til fordeling efter vederlagsrettens principper.

- Dette er det retsliberale ejendomsretsbegreb, og herved opnås det, der uden sammenligning vil være menneskehedens hidtil største økonomiske, økologiske, sociale og kulturelle landvinding: den socialt retfærdige fordeling af produktionen indbygget i selve produktionslivet!

Enhver sit - og resten tilligelig deling. Bedre kan det ikke gøres!

Retsliberalismens indførelse i Danmark vil betyde, at retsmoralen og det deraf udledte retsliberale ejendomsretsbegreb ubetinget og uden indskrænkninger gøres til grundlag for den nye samfundsorden - og herfra kan den så gennem eksemplets magt frivilligt brede sig ud over den hele Jord.

Retsliberalt Forum er debatrum for denne universelle ide, og vi ligger dermed idepolitisk tæt op ad Retsforbundet - Danmarks retsliberale parti, som med en ny ledelse netop nu er i gang med at omstille partiets politik, så den udgør et klart og utvetydigt alternativ til socialliberalismen - vor politiske modpol, der på det groveste forsynder sig imod retsmoralen gennem sin undladelse af at inddrage jord- og ressourceværdierne til fælleseje, og gennem sin beskatning af særejet: borgernes løn, overskud og forbrug.

I stedet for gradvist at afvikle de private jord-, ressource- og erhvervsmonopoler, søger vore sikkert velmenende, men traditionsbundne politikere gennem beskatning af den værdiskabende produktion at lappe på de skader, som monopolerne forvolder. Dette er som at slukke en brand med benzin, og i et samspil mellem de politiske, de administrative, de organisatoriske og de finansielle kræfter udløser socialliberalismen derved en accelererende negativ anvendelse af ressourcer, arbejdskraft og produktionskapital.

- "Systemet" spiser mere og mere af den kage, det skal fordele. De gode viljer holdes for nar!

Menneskeheden har allerede afprøvet såvel kapitalismen som socialismen - og kasseret dem begge! Spørgsmalet er nu, om demokratierne i tide erkender socialliberalismens snigende forræderi?

For Retsliberalt Forum er det en hovedopgave at advare om, at menneskeheden ikke har ubegrænset tid til besindelse - så gennemgribende er de destruktive kræfter, som socialliberalismen med negativismen nu slipper løs!