LIGE RET OG FRIHED

Aase Bak-Nielsen, marts 2001

Politik bør ikke være et slagsmål om at rage mest muligt til sig selv og sin egen gruppe.

Politik bør dreje sig om at fordele Jordens begrænsede goder på en bæredygtig måde, så hver enkelt får sin retmæssige del, men heller ikke mere. - Enhver sit, og resten til ligelig deling.

Hvis ingen tilraner sig noget på andres bekostning, vil der være tilstrækkeligt til, at alle kan få et godt liv.

Kun på et retfærdigt grundlag opnår vi lige muligheder for alle mennesker - og derved frihed til, at vi kan leve i fred med hinanden.

"Jorden er rig
findes der nød og sult
skyldes det svig." - Nordahl Grieg, 1936.

Bor vi i en retsstat?

Danmark og de fleste andre lande i Vesten regnes for at være retsstater. Her har alle lige ret for loven; enhver voksen borger har ret til at deltage i valg af dem, der skal styre landet; der er ikke nævneværdig korruption, og der er ordninger, der sikrer uddannelse til alle og forsorg til dem, der ikke kan klare sig selv.

Så vidt, så godt.

MEN hvis vi graver et spadestik dybere, viser der sig den fundamentale fejl, at selve den lov, som alle er lige overfor, ikke er retfærdig!

Den dækker nemlig ikke det grundsyn, som udtrykkes i FN's Menneskerettigheds-erklæring, og som på papiret respekteres i alle demokratiske lande, at "alle mennesker er født lige og frie".

Hvad vil det sige, at vi er "lige"?

For os i Retsliberalt Forum betyder det helt enkelt, at alle mennesker har lige ret til de goder, vores fælles klode rummer. Mennesker har levet på Jorden i årtusinder og i fællesskab udviklet forskellige samfund. Intet enkeltmenneske kan eje det naturskabte fundament for vores liv her på Jorden, og derfor skal de natur- og samfundsskabte værdier tilhøre os alle i fællesskab. Som enkeltpersoner bør vi ikke kunne eje jord, men vi kan få brugsret ved at leje et stykke af fællesskabet (samfundet, staten).

Det, vi derimod hver især kan eje, er udbyttet af det arbejde, som vi udfører, hvadenten det er direkte på den lejede jord eller i anden virksomhed.

Dette er ligheden, retten for alle mennesker. Hvad så med "friheden"?

Frihed betyder, at vi alle har ret til at leve vort liv efter eget valg; men vel at mærke under den forudsætning, at alle andre har tilsvarende ret. Og det kan være en hård begrænsning for den enkeltes frihedsudfoldelse, når der skal gives plads til andres tilsvarende ret til frihed.

I en retsstat er det myndighedernes opgave at sikre, at disse begrænsninger respekteres. Dertil behøves love, der er enkle og gennemskuelige, og som ikke blot tilgodeser den nuværende generation, men også respekterer kommende generationers ret til de samme goder, som vi nyder. Derfor hører der bl. a. strenge miljøkrav til i en retsstat. Vi må ikke ødelægge mulighederne for vore efterkommere.

Retsstatens indtægter

I ethvert samfund er der fællesopgaver, som myndighederne skal administrere til folkets fælles gavn. Dertil kræves indtægter. I Retsstaten skaffer man disse indtægter fra overskuddet fra det fælles gods, jorden og dens ressourcer - med andre ord det, som borgerne betaler for leje af jorden og for udnyttelse af naturressourcerne. Socialliberalismens lapperier
I det nuværende samfundssystem tillader loven, at dette fællesgods besiddes af enkeltpersoner, men derved mangler staten naturlige indtægter og må hente penge til dens udgifter andetsteds fra, og beskatning af folks arbejdsindkomst er blevet udvejen.

Dette er den omvendte verden: staten udsteder love, der tillader enkeltpersoner at få udbyttet fra det, der burde være fælleseje, og opkræver skat af det, der burde være privateje! Derved vender man ejendomsretten på hovedet, og der opstår urimeligheder. Det har politikerne erkendt, men desværre har de ikke turdet erkende den fundamentale fejl. I stedet forsøger man - i den bedste mening - at lappe på det, og med socialliberale "løsninger" dækker man over systemets fejl.

Det lydet så pænt: Social er man, når man tager hensyn til andre, specielt til de svage. Liberal er man, når man giver folk frihed til selv at vælge.

Men når grundlaget er forkert, er det en farlig glidebane. "Lapperne" brister i kanten, så der må nye til, og efterhånden uddeler det offentlige sociale bidrag til snart sagt hele befolkningen - finansieret af de indkomstskatter, myndighederne opkræver fra samme befolkning. Frihed bliver noget, der især kan nydes af dem, der ud over deres arbejdsindkomst har indtægter fra deres uretmæssige - men i dagens samfund lovlige ejerskab til fællesgodset.

Det retvendte ejendomsretsbegreb

At rette op på dette fejlvendte ejendomsretsbegreb er en proces, der tager tid. Hvis man retter en skæv ting for hurtigt op, er der nogen, der falder af.

Men hvis politikerne tør indrømme det sidste århundredes fejlslagne skattesystem og lægge en langsigtet plan for oprettelse af en ægte retsstat, hvor borgerne har samme ret til brug af fællesskabets midler og personlig ret til brug af egne arbejdsindkomster, så kan det lade sig gøre at indrette et samfund,

• hvor der ikke skabes et kunstigt behov for tilskud til borgere, der kan klare sig selv,
• hvor der er overskud til ordentlig hjælp til dem, der virkelig trænger,
• hvor der er råd til at passe ordentligt på miljøet,
• hvor den offentlige administration og kontrol kan indskrænkes til et minimum,
• hvor økonomisk retfærdighed danner grundlag for et liv i tryghed og frihed.